Biolog Anders Kofoed: Naturen rummer mange fordele for både børn og voksne
Når vi kommer ud i naturen, bliver vi gladere og mindre stressede – og forskning viser, at vi også får et stærkere immunsystem. Børn, der tilbringer meget tid i naturen, sover samtidig bedre, koncentrerer sig bedre og danner lettere sociale relationer. I dette interview fortæller biolog og naturformidler, Anders Kofoed, om, hvorfor det er vigtigt at komme ud i naturen. Han giver også tips til, hvordan man kan lokke børnene med ud i naturen – og hvordan man får gode naturoplevelser.

Hvorfor er det vigtigt at komme ud i naturen?
Det er sundt for os. Vi bliver gladere og mindre stressede. Men vi får også et stærkere immunsystem af naturen. Alene duften af natur er nok. Når planter føler sig under angreb af svampe, virus eller andre plager, udsender de særlige advarselsstoffer, der skal advare deres naboer. Samtidig er stofferne ofte giftige for plageånderne. Det er, hvad duften af skoven egentlig er: et kemisk advarende råb og et velduftende SKRID til skadedyr. Men i menneskenæser dufter det godt, og det gør det, fordi det er sundt. For vi bliver ikke skræmt eller slået ihjel af duftstofferne. Men vi bliver påvirket. Vores immunsystem går straks i gang med at analysere fjenden og kommer i beredskab. Aktiviteten i de hvide blodlegemer stiger, og det gør, at hvis en reel fare rammer os, så er kroppen klar. Så selv om naturens dufte ikke er farlige for os, sætter de vores immunsystem i gang, og derfor bliver vi bedre rustet mod rigtige sygdomme og trusler. Det gælder for både voksne og børn.
Men fra mit synspunkt er det måske lige så vigtigt, at vi kun passer på det, vi holder af, og det er svært at holde af noget, vi aldrig oplever. Den der besøger naturen vil til gengæld gøre meget for at beskytte den, og det er jo hele mit livsmål. Og jeg kan bruge al den hjælp, jeg får fra alle jer andre."
Hvad oplever du, at det gør ved børn at komme ud i naturen?
Børn, der tilbringer meget tid i naturen (mere end 40 minutter hver dag), har nedsat risiko for type-2-diabetes, kræft og hjertekarsygdomme senere i livet. De sover bedre, får mere D-vitamin og har et stærkere immunsystem. Finske forskere har sammenlignet børn fra institutioner henholdsvis med og uden adgang til grønt område, og de konstaterede, at dem, der fik græs og grene under fødderne og i hænderne, havde markant bedre immunsystem. Blodprøver, hudoverflader og afføring blev undersøgt, og børnene med adgang til natur havde meget mere varieret sammensætning af bakterier på huden og i tarmene. Sammenholdt med vores begyndende viden om tarmfloras betydning er det meget vigtigt. Og en enkelt måned med natur var nok til at se en stor ændring.
Børn med adgang til natur har signifikant lavere stressniveauer, og de koncentrerer sig bedre og danner lettere sociale relationer. Det viser forskning fra hele verden. Læg dertil motion og kropskontrol, som også styrkes af at bevæge sig rundt i natur.
Der er også andre fordele. Et engelsk studie på engelske og walisiske tvillinger, har vist, at risikoen for nærsynethed bliver reduceret hos børn, der er meget udenfor. Det er ikke en garanti. Jeg har brugt det meste af min barndom udendørs, og jeg er stærkt nærsynet.
Hvordan kan man styrke børns forhold til naturen – og har du måske et godt råd til de forældre, der har svært ved at ”overtale” deres børn og unge til at komme med ud i naturen?
Selv jeg kæmper på den konto. Konkurrencen mod smartphones og tv-skærme er hård. Men jeg har stjålet et trick fra min far. Når han har besøg af sine børnebørn, fortæller han dem, at de har et projekt i dag. Projektet kan være så simpelt som at vende en sten eller lave en dæmning ved et vandløb. Det bruger jeg selv.
Vi skal dermed ikke i skoven, fordi det er sundt. Vi skal i skoven med en specifik mission, og imens oplever vi."
Men det at have et mål og gerne et mål bygget op med lidt historie omkring, det virker på børns motivation. Og når det ikke gør, griber jeg til det trælse gamle. "Jamen det skal vi". Og sjovt nok vil de sjældent hjem, når vi først er afsted. Og hvis man mangler lidt gode projekter, har jeg skrevet en bog sammen med Sebastian Klein med opskrifter på naturoplevelser. Den hedder ”Når naturen kalder”. Ellers vil jeg anbefale hjemmesider som Skoven i skolen og Grønne spirer.
Har du konkrete tips til gode oplevelser i naturen?
Det bedste råd er at sætte sig ned og holde pause. Vi voksne har en tendens til at storme af sted ad en planlagt rute, som handlede det hele om at få det overstået så hurtigt som muligt. Men vil du opleve naturen, skal du bare sætte dig på hug og lade den ske, når den er der. Jeg har mange gange hørt sætningen: "Vi så jo ingenting".
Og mit svar er altid: "Næ, prøvede I at se noget, eller håbede I, at det tilfældigt skete i det korte sekund, I stormede forbi en vandpyt eller et træ?"
Interview med Anders Kofoed om biodiversiteten
Naturen betyder alt for biolog og naturformidler Anders Kofoed. Det er bl.a. her, han lader op og henter inspiration. Derfor er han også meget bekymret over de mange kemikalier og al den mikroplast, der ender i naturen. Men han er også forsigtig optimist.
Læs mere
Interviewet med Anders Kofoed er fra august 2025.