Bliv guidet af Svanemærket, når du vælger tøj
Når du vælger nyt tøj, kan det være svært at vide, hvor meget det har belastet miljøet. Her kan du læse, hvordan Svanemærket gør valget nemmere.


Hvad kan du se efter, hvis du ønsker bæredygtigt tøj?
Alt tøj belaster miljøet, og der findes derfor ikke bæredygtigt tøj. Men hvis du ser efter Svanemærket, kan du være sikker på, at det er blandt det miljømæssigt bedste på markedet. Svanemærket ser nemlig på alle relevante miljøproblemer i hele tøjets livscyklus.
Hvilke krav stiller Svanemærket til tøj?
Svanemærket stiller krav til hele tøjets rejse fra bomuldsmark til butikshylde, brug, bortskaffelse og recirkulering. Svanemærket tøj skal bl.a. leve op til krav til:
Ressourcer
Svanemærket tøj skal være fremstillet af fibre, der enten er økologiske, recirkulerede eller baserede på fornybare råvarer. Fx skal bomuld være 100 procent økologisk eller recirkuleret, mens syntetiske fibre enten skal være genanvendte eller fremstillet af fornybare råvarer.
Det er også muligt at fremstille svanemærket tøj af genbrugte tekstiler, der opfylder en række krav. Ved at genbruge brugt tøj til nyt tøj, sparer vi på jordens ressourcer.
Svanemærket tøj skal også produceres vand- og energieffektivt, hvilket både sparer vand og reducerer CO2-udslippet.
Kemikalier
De kemikalier, der bliver brugt til at producere svanemærket tøj, skal leve op til skrappe miljø- og sundhedskrav. Det sikrer renere spildevand. Det gavner også de mennesker, der producerer tøjet, og dem, der skal bruge det.
Svanemærket udelukker bl.a. hormonforstyrrende og mistænkt hormonforstyrrende stoffer på aktuelle lister fra EU og nationale myndigheder. Det samme gælder flammehæmmere og antibakterielle tilsætninger inkl. nanopartikler.
Find svanemærket tøj
Udvalget af svanemærket tøj vokser. Her kan du se det svanemærkede tøj, der er på det danske marked i dag.
Se produkter
Metal og plast
Svanemærket tøj må ikke indeholde plast- og metaldele, som kun har et dekorativt formål på tøjet. Forbuddet skal øge muligheden for, at flere materialer kan genanvendes.
Derudover skal metaldele – fx lynlåse og knapper – leve op til skrappe krav til tungmetaller. Og plastdele skal være uden ftalater.
Kvalitet
Tøj, der er certificeret med Svanemærket, skal leve op til en række krav til kvalitet og levetid, så det holder længere. Der er bl.a. krav til krymp/stræk, farve og slidstyrke.
Når tøjet holder længe, bliver behovet for at købe nyt mindre – og dermed sparer vi på jordens ressourcer.
Arbejdsforhold
Produktionsstederne for svanemærkede tekstiler skal overholde FN’s konventioner for arbejdstagerrettigheder (ILO), som blandt andet forbyder tvangsarbejde, børnearbejde og diskrimination, og som stiller krav til løn og arbejdstid.
Svanemærket tager også på kontrolbesøg hos alle produktionssteder, uanset hvor i verden de er.
Usolgt tøj
Svanemærket vil gerne være med til at begrænse mængden af overproduktion, altså undgå at der bliver produceret tøj, som slet ikke ender med at blive solgt.
Derfor forbyder Svanemærket afbrænding eller deponi af usolgt tøj, og producenterne skal desuden informere Svanemærket om, hvad de gør med overskudsprodukterne.
12 facts om tøjproduktion
Måske er du bekendt med, at dit klædeskab og klimaaftryk hænger tæt sammen. Men hvor slemt står det egentlig til med danskernes tøjforbrug? Og hvor stor betydning har det for miljø og klima?
Her får du 12 nøglefacts om tøjproduktion.
Læs facts
DILLING: Svanemærket er en del af fortællingen
DILLING er i mere end otte lande, og Svanemærket er en indgroet del af fortællingen om DILLINGs stærke fokus på at undgå unødig kemi i tøjproduktionen.
