Spring til indhold
Svanemærket logo

Nyhed

06.05.2024

Vælg en mere miljøvenlig bilvaskehal – nu strammer Svanemærket kravene

I Danmark når antallet af bilvaske i en vaskehal op omkring 10 millioner om året. Dermed har landets vaskehaller – og bilejere – god mulighed for at gøre en forskel for miljøet, hvis de vælger en svanemærket vaskehal, som stiller skrappe krav til bl.a. vandforbrug, plejemidler og udledning af uønskede tungmetaller. Og med nye skærpede krav til vaskehaller hæver Svanemærket den grønne barre yderligere.

svanemærket bilvaskehal

Der findes i dag mere end 260 svanemærkede vaskehaller i Danmark. De lever allerede op til skrappe krav, men fremover bliver disse krav endnu skrappere – bl.a. når det handler om rensning af spildevandet:

”Spildevand fra bilvask indeholder betydelige mængder af olie og tungmetaller. Det er en af grundene til, at det er en rigtig dårlig idé at vaske bil hjemme ved kantstenen, men det er også grunden til, at Svanemærket stiller skrappe krav til vaskehallers rensning af spildevand, forklarer Heidi Bugge, kriteriechef i Miljømærkning Danmark, og fortsætter:

”Med de nye krav bliver der endnu lavere grænser for vaskehallernes udledning af olie og uønskede tungmetaller som fx bly, nikkel, chrom og kobber. På den måde arbejder Svanemærket for, at olie og metaller ikke skal ende i naturen.”

Bruger mindre vand og energi

Svanemærket stiller fortsat skrappe krav til vandforbruget per vask – og fremover skal vaskehallerne også indføre tiltag for at begrænse energiforbruget og dermed CO2-udledningen. Der er bl.a. indført et nyt krav om, at varmen i vaskehallen skal være termostatstyret til max 15 °C, da opvarmning af hallen er det sted, hvor der typisk bruges mest energi.

Også på kemikalieområdet skruer Svanemærket op for kravene. Nu skal 100 % af de vaske- og plejemidler, der bliver brugt i vaskehallen, nemlig være svanemærkede. Dette er en væsentlig skærpelse i forhold til, at kravet hidtil har været 30 %. Det betyder, at alle vaskemidlerne skal efterleve skrappe krav til både sundhedsegenskaber og miljøegenskaber. Fx er der skrappe krav til indholdsstoffernes giftighed og bionedbrydelighed.

”Svanemærket strammer løbende kravene til de enkelte produktgrupper. Det sikrer, at kravene bliver stillet ud fra den nyeste viden og udviklingen i markedet,” fortæller Heidi Bugge.

Når der kommer nye krav, skal alle svanemærkede vaskehaller dokumentere, at de lever op til de skærpede krav – ellers mister de retten til at bruge Svanemærket.

Nu kan flyvask også opnå Svanemærket

Det er hidtil været muligt at svanemærke vaskehaller til personbiler, busser, lastbiler samt tog og anden jernbanetransport. Fremover bliver det også muligt at certificere vaskehaller til fly.

Hvad kendetegner en svanemærket vaskehal?

Vaskehaller, der er certificeret efter Svanemærkets nye krav (generation 4), har følgende kendetegn:

  • Begrænser forbruget af vand pr. vask.
  • Udleder mindre olie og færre uønskede tungmetaller som fx bly, krom, nikkel, cadmium, kobber og zink til spildevandet.
  • Bruger svanemærkede produkter til rengøring af både transportmidler og vaskehal.
  • Har indført tiltag for at begrænse energiforbruget.
  • Har faste procedurer for drift og vedligeholdelse af vaskeanlægget.